Viser opslag med etiketten How to. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten How to. Vis alle opslag

søndag den 6. september 2015

Overtræk af ispinde

I løbet af sommeren har jeg lavet en del is, og jeg er blevet helt vild med at lave mini ispinde :) Jeg synes det er en genial måde at bruge isen på, den strækker langt og de er sååååå sjove at pynte.
Jeg kiggede meget på andre blogge før jeg kastede mig ud i at overtrække ispindene.. hvor meget chokolade bruger man? hvordan gør man? skal chokoladen tempereres? hvordan opbevarer jeg ispindene bagefter? 
Jeg havde selv mange spørgsmål - så nu har jeg lavet en lille samlet guide til alle nybegynderne i ispinde verdenen ;)

Først til formene..
Jeg købte mine hos kageting.dk - 16 miniforme for 365 kr inkl miniispinde. Det virker måske umiddelbart lidt dyrt, men kvaliteten er i top. Jeg er meget tilfreds med dem. 



Hvor meget chokolade skal man bruge?
Til 16 ispinde brugte jeg 400-500 gram chokolade. Det er meget chokolade, men hver miniispind svarer til 1 dessert, de er lækre og smagsfulde.. så hvis man tænker at man får "16 desserter" ud af det, så er det ikke så dyrt :) 
Det giver lidt sig selv, men jo bedre chokolade - jo lækre bliver dine is. Jeg har bla. brugt summerbird karameliseret hvid chokolade til nogle af mine hindbærispinde, og nøj hvor var de lækre! 

Hvordan gør man?
Man fryser sine is i sine forme i 24 timer. en gennemfrosset is er meget nemmere at arbejde med.
Tag en is ud ad gangen fra din fryser, de skal var helt kolde når du arbejder med dem. 


Her på videoen ser i hvordan jeg ligeså stille tager isen ud af formen. Jo mere fløde der er i isen, jo nemmere er den at få ud. I denne hindbæris er der også mælk i, og den "flækker" derfor lidt nemmere. Man skal derfor være forsigtig når de tages ud.

Smelt chokoladen i en lille skål og hæld det over i et højt glas, således at isen kan dyppes ned i glasset. Man skal ikke temperere chokolade til overtræk af is.. så det er dejlig nemt :)
Isen dyppes ned i chokoladen, og rystes en smule så overskydende chokolade drypper af (se video).
Isen holdes herefter henover et stykke bagepapir og drysses med den pynt man vælger.
Det skal gå stærkt, for chokoladen størkner i løbet af 5-10 sekunder :)
læg herefter isen på en tallerken i fryseren og tag den næste is ud af formen og overtræk. 





Chokoladen er alt for tyk?
Det er ofte et problem at smeltet chokolade er for tyk til at overtrække med. Det kan variere meget fra mærke til mærke hvor tyk chokoladen er når den er smeltet.
Jeg rører ofte 1 tsk neutral kokosolie eller crisco i min chokolade, når jeg skal overtrække ispinde eller laver cakepops. Det gør at man kan få et tyndere lag chokolade, og det bliver oftere pænere overtrukket. Man kan ikke smage det, kun hvis man ikke bruger neutral kokosolie - så kan chokoladen smage lidt af kokos. 

Hvordan opbevarer man ispindene?
Jeg pakkede hver enkelt ispind ind i husholdningsfilm, og lagede dem i en lille kasse i fryseren. Her kan de holde sig i lang tid. 
Man kan også pakke dem i små cellofanposer hvis de skal se flotte ud.

pynt?
Man kan bruge nærmest alt spiseligt til pynt. Jeg har brugt knuste M&M's, ristede nødder, tørrede blomster og selvfølgelig krymmel. Kun fantasien sætter grænser. Det vigtigste er at ALT er klart i små skåle ligeså snart du har overtrukket ispindene med chokolade. 









mandag den 19. august 2013

Hjemmelavet cupcake stand

Hvad gør man når man har lavet 80 cupcakes til et bryllup - men mangler et stativ (og er på SU)?? 
Man laver det selv :)
Jeg fandt inspiration på nettet hvor jeg ledte en del efter en nem og billig løsning. Man kan købe mange fine stativer rundt omkring, men de koster ofte fra 500 kr og opefter. Jeg slap med ca 150 kr alt inkl. Den dyreste post var spraymalingen, så hvis man har noget liggende eller en klat maling - kan det gøres endnu billigere.  
Jeg var så heldig at jeg kunne lokke min bror til at komme og være handyman med mig, sammen med hans stiksav :)


Vi tog i Silvan hvor vi fandt en restplade træ til 20 kr. 


Herefter blev der tegnet 5 cirkler ved hjælp af et søm, en snor og en kuglepind/blyant.
Skal man tegne en cirkel på 20 cm i diameter, laver man snoren fra sømmet til blyanten 10 cm. herefter holder man blyanten vinkelret på pladen og laver en cirkel.
cirkelerne var 20 cm, 27 cm, 34 cm, 41 cm og 48 cm i diameter. 



når cirklerne er tegnet, skal de skæres ud



imellem pladerne brugte jeg plastikrør . 
Vi købte det mindste stykke vi kunne finde, hvorefter det blev skåret i 4 stykker af 12 cm. 
Jeg synes at 12 cm var en passende størrelse til mellemrummet mellem pladerne.
Jeg valgte grå rør, da det er forholdsvis nemt at dække med spraymaling. 
På hver rund plade skruede vi en lille træklods på i midten. Træklodsen passede lige præcis til røret, således at røret sad i spænd på pladen og klodsen. Dette gør at opsatsen bliver mere stabil.
Til aller sidst rullede jeg lidt gaffa tape rundt om klodsen, for at den sad helt i spænd i røret.

Da det hele var klar skulle opsatsen spraymales. Jeg brugte 2 dåser blank spraymaling
og malede det over flere omgange. 
Træet sugede en del maling, så det skal have lidt mere end man umiddelbart tror 


Her ses det færdige resultat.
Jeg valgte ikke at lime silkebånd på kanterne, men det kan man jo gøre som man vil.
Opsatsen er god fordi den kan skilles helt af igen. 
Den ligger nu under min seng til næste gang :)


Her ses den på bordet.
Under den nederste plade er der skruet 3 klodser fast. Så den bliver hævet lidt fra bordet.
Opsatsen havde plads til ca 80 cupcakes :)

Tak til far og Mads for god hjælp i de pressede timer!

torsdag den 15. august 2013

Sløjfer til cupcakes eller småkager

Jeg lavede en masse små sløjfer ud af fondant til at pynte nogle bryllupssmåkager med.
Jeg har købt en lille silikone form på amazon uk. Jeg rullede en lille kugle fondant og puttede den i min form hvorefter jeg vendte den ud.
Da sløjfen var tør, penslede jeg den med lidt spiseligt lim (kan købes hos din kage) og vendte sløjfen i lidt spiseligt hvidt glimmer - hvorefter den skulle tørre igen.



Sløjferne bliver rigtig fine og kan holde sig længe.


Her er småkagerne jeg brugte sløjferne på

søndag den 7. april 2013

Fondant sommerfugle

Så kommer der et lille indlæg om hjemmelavet fondant sommerfugle. 
De er meget enkelte at lave - men hvis man er helt ny i kageverdenen, kan det nogen gange være godt med en guide til selv de simpleste ting :)


Når jeg laver sommerfugle bruge jeg næsten altid købe fondant. 
Det er nemt at arbejde med, og man kan indfarve små klumper af gangen.
Jeg synes det er flot at lave forskellige nuancer af samme farve, så jeg starter med kun at tage en lille smule pastafarve på en tandstik, og køre den henover min fondant - så jeg starter ud med en pastelfarve.

Når man indfarver fondant så skal man folde og strække - folde og strække - folde og strække fondanten.. Ellers bliver fondanten hurtig meget klistret at arbejde med pga varmen fra ens fingre.
Og så går det meget hurtigt når man gør det på den måde. Jeg har prøvet at illustrerer det på billedet ovenover.

Når man er træt af den farve man er igang med, tilføjer man bare en smule mere af den samme farve - og så får man en flot mørk lyserød fx :) 


Jeg har købt mine udstikkere i specialkøbmanden, der kan man få en pakke med 3 forskellige størrelser. Men de kan også købes i Søstrene Grene for tiden.

Rul din fondant ud - jeg har et underlag fra tupperware jeg bruger, så klister fondanten ikke fast til underlaget. Jeg plejer at rulle min fondant forholdsvis tyndt ud, da sommerfuglene tørre hurtigere og jeg synes det er det pæneste.

På billede 2 kan man se en udstukket sommerfugl - jeg har en lille skumgummi måtte jeg kører udstikkeren henover, før jeg trykker sommerfuglen ud. Dette er for at fjerne rester af fondant i siden af udstikkeren, så min sommerfugl får flotte kanter når den trykkes ud. måtten er ikke et must - men den er nu god at have :)


Jeg tørrer mine sommerfugle med den imprægneret side nedad henover fx en tallerken kant, eller kanten  af en papkasse der vender på hovedet.
Her på billedet har jeg foldet sølvpapir jeg har lagt 3 dobbelt, ligesom man folder mussetrapper.. på den måde får jeg "bakker" mine sommerfugle kan lægge henover. Pointen er at sommerfuglene skal flyve når de er tørre.. ligesom på de nederste billeder.

Jeg plejer at lade mine sommerfugle tørre natten over. Man kan lave dem lang tid i forvejen da det jo består af sukker.. så de bliver ikke for gamle. De bliver lidt hårde, men man kan sagtens spise dem. 
Jeg laver engang imellem masse produktion foran fjernsynes og gemmer dem i en lufttæt beholder - så har jeg altid nemt pynt ved hånden. 


Masseproduktion


Når sommerfuglene er tørret kan man "male" dem med glimmer.
Man tager en lille smule alkohol (vodka) i en lille skål hvori man blander spiseligt glimmer. Her har jeg lavet en grøn sommerfugl og penslet den med min vodka/glimmer blanding. 
man skal kun bruge ca 1 tsk vodka hvori man hælder glimmeren.. den lidt tykke masse pensler man på sine sommerfugle hvorefter man lader dem tørre.
spiseligt glimmer kan købes på alle kage-netbutikker og i Kop og Kande.


Det her var en af de første cupcakes jeg lavede. 
Men egentlig meget festlig synes jeg


Her er minicupcakes jeg lavede til en barnedåb


Man kan også bruge sommerfuglene som pynt på flødeboller


Her grønne og brune sommerfugle på Chokolade/pistacie cupcakes


Og i laaaaaaanggeee baner


God Søndag :)